Glemte at sænke kran: Chauffør river lamper og ledninger ned

Både lamper og ledninger er revet ned

En lastbil har været involveret i et færdselsuheld, hvor flere lamper og ledninger er blevet revet ned. Politiet er nu på jagt efter chaufføren

En lastbilchauffør har tirsdag eftermiddag glemt at sænke kranen på hans køretøj under kørsel, hvilket har ført til et færdselsuheld.

Det er sket i krydset mellem Saltværksvej og Kastrupvej ved Skottegårdscentret i Kastrup, oplyser Københavns Politi til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Chaufføren har forladt lastbilen efter uheldet

“Kranen på lastbilen har ramt et lyssignal, nogle lamper og har i den forbindelse revet ledninger ned. Vi leder lige nu efter chaufføren i området, da han har forladt lastbilen,” siger vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen til Presse-fotos.dk.

Er lastbilchaufføren stukket af fra uheldsstedet?

“Det kan vi ikke sige, men han er i hvert fald ikke til stede,” siger vagtchefen.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om forholdet klokken 14.09. Der er ikke sket personskade.

Politiet forventer at åbne krydset op igen omkring klokken 16.