Gitte Blaabjergs far har fået stjålet alle sine penge – 100.000 kroner – som han lå inde med i kontanter. Nu efterlyser Gitte tyven på Facebook, hvor hun appellerer til tyvens dårlige samvittighed.
“Men jeg ved godt, at der nærmest skal et mirakel til, for at min far får sine penge igen,” siger Gitte Blaabjerg til presse-fotos.dk
Gittes tekst på Facebook lyder:
“Til dig, der har stjålet 100.000 kr. i kontanter fra min far i Bøgeparken i Årslev i weekenden d. 18. – 19. August?
Hvis du sidder med dårlig samvittighed over at have stjålet kontanter fra en ældre, syg mand, som er min far. Så har du stadig muligheden for at henvende dig til ham, og levere dem tilbage.
Jeg har meldt sagen til Fyns Politi, men er villig til at trække anmeldelsen tilbage, hvis du afleverer pengene retur til min far, Leif Lundstrøm.
Måske dette opslag er meget naivt af mig, men jeg håber virkelig, at der sidder én derude, som har det mega-dårligt med at have frataget en ældre sød mand sine sparepenge. Vi i hans familie har det virkelig dårligt over, at vores far, morfar, farfar og oldefar skulle udsættes for dette
Håber så mange som muligt vil dele mit opslag og hjælpe min far
Tusind tak“
Gitte Blaabjerg har et lille håb om, at Fyns Politi kan opklare sagen.
“Der er nemlig en ældre dame i samme område, der har været udsat for det samme. Der tog tyven både penge og smykker. Den sag er også meldt til politiet. Det kan jo være, at det er den samme tyv,” siger hun til presse-fotos.dk
Selve tyveriet fandt sted i sidste weekend. Gitte Blaabjerg blev ringet op af sin fars hjemmehjælper, som fortalte, at hendes far havde mistet pengene, og at faderen var sikker på, at det måtte være sket ved tyveri.
Datteren meldte tyveriet til Fyns Politi søndag ved middagstid.
På spørgsmålet om, hvorfor hendes far overhovedet lå inde med så mange penge i kontanter, svarer hun:
“Han er af den gamle skole og vil helst kunne se sine penge. Alt det med Dankort og MitID kan han ikke. For nylig blev han 80, og der ønskede han sig kun penge.”
Hvis du vil hjælpe med at dele Facebook-opslaget, kan du finde det HER
Billedet af Gitte Blaabjergs far er taget på hans 80 års fødselsdag.