Giftig røg driver ind over by: Politiet advarer borgere

Torsdag formiddag er en villa brudt i brand i den sønderjyske by Bolderslev. Det resulterede i, at politiet udsendte varsel til borgere i nærheden

Kraftig røg fra en brand i et hus på Myrkærvej drev torsdag formiddag og middag ind over Bolderslev by.

Det fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at advarer beboere i nærheden.

‘I forbindelse med brand i et hus på Myrkærvej i den sydvestlige del af Bolderslev er der en kraftig røgudvikling, som driver ind over Bolderslev by i nordøstlig retning. Vi opfordre derfor borgerne til at lukke døre og vinduer og så vidt muligt holde sig ude af røgen,’ lød det fra politikredsen.

Over middag havde brandvæsenet dog fået bugt med flammerne, og det resulterede i, at politiet omkring klokken 12.10 kunne afvarsle igen.

Ifølge den indledende anmeldelse er det en nabo, der har set flammer inde i huset og anmeldt branden.

Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.

Brandårsagen er på nuværende tidspunkt ukendt.

SE OGSÅ: FAR OG FEMÅRIG DRENG OMKOMMET I FRYGTELIG DRUNKEULYKKE