Gazastriben: Over 2000 palæstinensere er døde – 724 af dem er børn

Arkiv

Det palæstinensiske sundhedsministerium oplyser lørdag, at mindst 2215 personer er blevet dræbt i Gazastriben den seneste uge.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de dræbte er angiveligt 724 børn.

Dødstallet er steget som følge af et døgn fyldt med israelske angreb.

324 personer – herunder 126 børn – skal være dræbt de seneste 24 timer i Gazastriben, lyder det lørdag formiddag dansk tid.

54 personer skal også være dræbt på Vestbredden.

Foruden de dræbte skal 9814 personer være blevet såret i Gazastriben og på Vestbredden. Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium.

Ministeriet er kontrolleret af den militante gruppe Hamas. Dødstallet er lørdag formiddag ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Hamas indledte lørdag for en uge siden et blodigt angreb i Israel. Mindst 1300 personer har mistet livet i Israel som følge af angrebet.

Israel har advaret om at slå hårdt ned mod Hamas efter sidste uges angreb.

1,1 million civile palæstinensere blev fredag advaret af Israels hær om, at de måtte flygte og søge sikkerhed “inden for et døgn”.

Siden da har der været usikkerhed om, hvorvidt den israelske hær rent faktisk ville indlede en offensiv efter de 24 timer.

Ifølge Reuters stod den israelske deadline til at udløbe natten til lørdag.

Lørdag formiddag ser offensiven fortsat ikke ud til at være gået i gang.

Til gengæld har Israels militær givet civile i den nordlige del af Gazastriben et tidsrum på seks timer til at forlade området.

Mellem klokken 10.00 og 16.00 lokal tid – 09.00 og 15.00 dansk tid – vil man kunne rejse mod syd i sikkerhed via to hovedveje. Det har en talsmand for det israelske militær oplyst på X, det tidligere Twitter.

FN har advaret om, at den omfattende evakuering af palæstinensere vil være umulig at gennemføre på en forsvarlig måde.