Galleri: Horror Night åbner i aften – Presse-fotos.dk var med til generalprøven

Fra generalprøven til Horror Night i Aalborg

Horror Night slår atter en gang dørene op i Aalborg – Presse-fotos.dk har været med til generalprøven

Er du til gys og gru, skeletter, zombier og måske et par store chok?

Så er anbefalingen, at du i denne weekend eller i næste, slår vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), hvor Horror Night i anledningen af Halloween nu er tilbage.

Igen i år slår Aalborg Karneval nemlig dørene op i kulturcenteret AKKC for et stort spøgelseshus med alt det, du har haft mareridt om og ligget søvnløs over.

Den hovedløse tjener, der for år tilbage på tragisk vis mistede livet og hovedet i en elevatorulykke og spøgelset fra det lig, som varmemesteren fandt hængende fra loftet sammen med alt mulig andet spøgefuldt, kan du møde i de kilometer lange gange i AKKC, som normalt ikke er åbent for offentligheden.

’I 2021 var ruten både længere og mere skræmmende end nogensinde før, og i 2022 bliver det endnu vildere og mere skrækindjagende, når publikum på egen krop kan opleve nogle af de virkelige spøgelseshistorier og skræmmende ulykker, som har fundet sted hos AKKC gennem tiden,’ oplyser arrangørerne på hjemmesiden.

Presse-fotos.dks fotograf var med til generalprøven på Horror Night. Han fortæller, at han tissede i bukserne af ren skræk halvvejs gennem turen. Alle billederne kan du se nederst i denne artikel.

SE OGSÅ: HASHKØBER FORVEKSLEDE PUSHER MED CIVILBETJENT: ‘ER DET 100 KRONER, DET KOSTER?’

Du kan komme forbi til en tur i spøgelseshuset for første gang i aften den 21.oktober. Derudover er der åbent den 22., 28., og 29. oktober alle dage fra klokken 19-23.

Deltagelse sker på eget ansvar, og det anbefales, at man er 16 år eller ældre. Personer med hjerteproblemer og sarte sjæle frabedes at deltage. Du må ikke røre statisterne, men statisterne må gerne røre dig.