Udrykning til brændende villa

Politi-, brand- og redningsmandskab er netop nu til stede på en adresse i Gislev

Tidligt tirsdag formiddag er Fyns Politi sammen med brandvæsenet og en ambulance rykket ud til Faaborgvej i Gislev på det centrale Fyn.

Her er der indløbet en anmeldelse om brand i en villa, hvor ilden stod ud af et vindue.

Ved ankomst til stedet trak brandvæsenet vandslangerne ud af køretøjerne og ind i den brændende villa, mens politiet afspærrede vejen.

Ikke længe efter var flammerne meldt slukket.

‘Branden slukket. Ingen tilskadekomst. Stedet kan passeres,’ lyder det klokken 10.42 fra Fyns Politi.

De er nu i gang med at undersøge brandårsagen. Man mistænker dog, at ilden er startet i en elinstallation.

Beredskabet er stadig på adressen, hvor blandt andet brandvæsenet ventilerer.

Anmeldelsen indløb klokken 09.17.

SE OGSÅ: MAND ANHOLDT FOR SKYDERI MOD RESTAURANT