Fuld mand overfaldt brandmand under brand i egen garage: Nu skal han i fængsel

En 46-årig mand skal 40 dage i fængsel, efter at han for et lille års tid siden overfaldt en brandmand, der var ved at slukke en brand nær Vissing.

Det skriver Lokalavisen Favrskov.

Det var overfaldsmandens egen garage, der var gået ild i.

Mandens kone havde alarmeret brandvæsenet, da parret og deres datter var blevet vækket af nogle høje brag i garagen.

Mens brandvæsenet var i gang med slukningen, kom den 46-årige mand i tanker om, at han havde en konflikt med nogle mennesker. Han var med egne ord sikker på, at dem, der tidligere havde medvirket til et overfald på ham, var udenfor – og at branden i øvrigt nok var påsat.

LÆS OGSÅ: Heftig garagebrand i Hadsten: Slukningsarbejdet er i gang

Bevæbnet med både fastelavnskølle og et baseball-bat gik han mod brandfolkene og greb meget hårdt fat i en af brandfolkene, der fik overbalance, så han væltede og slog sig slemt.

Holdlederen hos brandfolkene følte sig truet og ringede derfor til politiet, som anholdt den 46-årige mand – med noget besvær og en del ukvemsord undervejs.

Den tiltalte forklarede i Retten i Randers, at han ikke kunne huske ret meget af episoden, fordi han var påvirket af både alkohol og medicin.

Den 46-årige mand valgte ikke at anke dommen på de 40 dages fængsel.