Frygtet sygdom fundet i Jylland: Er nu kommet til Sjælland

Virussygdommen bluetongue, der rammer drøvtyggere som får og køer, har nu også spredt sig til Sjælland.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i et indlæg på X.

– Ved Næstved er en fårebesætning konstateret smittet, men også Fyn kan være ramt, hedder det i indlægget, der er ledsaget af et kort, der viser smittens udbredelse.

Bluetongue spreder sig via mitter, som er en slags myg. Sygdommen er kendetegnet ved symptomer som væskeansamlinger i hovedet, sår i munden og halthed. Får, der er smittet, får typisk også blå tunge, heraf navnet.

Køer bliver knap så hårdt ramt som får, der i visse tilfælde må aflives af dyrevelfærdsmæssige årsager.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto – Statens Serum Institut

Bluetongue blev første gang konstateret i Danmark i 2007. 9. august i år blev der igen konstateret et udbrud, efter at sygdommen også havde bredt sig til en række andre europæiske lande.

Man kan vaccinere får, geder og kvæg mod sygdommen, og derudover kan man sørge for at holde dyrene inde om natten.

Der gives ingen erstatning til landmænd, der har måttet aflive dyr eller lidt driftstab som følge af bluetongue.

Fødevarestyrelsen har lige nu kendskab til 54 smittede besætninger, og yderligere 51 er under mistanke.

Indtil nu har smitten hovedsageligt været koncentreret i det sydvestlige Jylland, men udover det konstaterede udbrud i Næstved er der nu også mistanke om smitte i foreløbigt tre besætninger på Fyn.

Her afventer Fødevarestyrelsen svar på de mistankeprøver, der er taget.

Der er forbud mod at flytte dyr fra besætninger, der er smittet med bluetongue, medmindre ejeren har fået tilladelse til det.