Fregat i forhøjet beredskab

Fregatten Niels Juel sejler fredag rundt ud for Allinge på Bornholm.

Det sker som led i det øgede beredskab, Forsvaret er i efter de seneste ugers højspændte situation omkring Ukraine.

Det oplyser Forsvarskommandoen på deres hjemmeside.

Fregatten forlod Flådstation Korsør for at gennemføre træning af besætningen og skal efterfølgende løse en række nationale opgaver, som blandt andet omfatter en øget overvågning af danske farvande og Østersøen.

Fregatten skal også yde støtte til transportopgaver.

– Det er vigtigt for os, at vi – samtidig med at vi træner og bliver dygtigere som besætning og enhed – kan støtte de nationale operative behov. Vi er alle her ombord stolte af at kunne støtte Danmarks sikkerhed, siger skibschef og orlogskaptajn Simon E. Schultz-Larsen.

Forsvaret har ud over Fregatten Niels Juel sat en kampbataljon på 700-800 mand på forhøjet beredskab, så den kan indsættes hurtigt, hvis situationen kræver det.

Samtidig er to F-16 kampfly blevet stationeret på Bornholm, hvor de skal agere fremskudt afvisningsberedskab.

Også fregatten Esbern Snare, som er blevet trukket hjem fra sin anti-piratindsats i Guinea-bugten, skal indgå i NATO’s reaktionsstyrke.

Ifølge Forsvaret forventer man, at det skærpede beredskab foreløbigt vil forløbe indtil udgangen af marts måned.

Forsvaret forudser, at det skærpede beredskab foreløbigt forløber indtil udgangen af marts.