
Kvinde råbte “Allahu Akbar” og var truende, oplyser kilde. Et skud har ført til livstruende skader
Fransk politi har tirsdag skudt og såret en truende kvinde på en togstation i Paris.
Det oplyser en politikilde til det franske nyhedsbureau AFP.
Ifølge vidner råbte kvinden “Allahu akbar” (“Gud er størst”, red.), og kom med “trusler”, oplyser kilden.
Kilden tilføjer, at politiet skød, “fordi de frygtede for deres sikkerhed”.
Det var passagerer på et tog, som slog alarm over for politiet, meddeler kilden. Herefter lykkedes det politiet at “isolere” kvinden på stationen Bibliotheque François Mitterrand.
Hun truede med at “sprænge sig selv i luften”, står der i en udtalelse fra anklagerkontoret i Paris, som også meddeler, at politiet affyrede et skud, der førte til livstruende skader hos kvinden.
Politiet har igangsat to efterforskninger, oplyser anklagerne. En skal undersøge kvindens handlinger. En anden skal se nærmere på politiets brug af våben under episoden.
Frankrig har siden 13. oktober været i øget beredskab over for mulige angreb.
Her blev en lærer i byen Arras slået ihjel i et knivangreb begået af en islamistisk tidligere elev.
/ritzau/AFP