
Banedanmark forventer at indstille det meste af togtrafikken i Danmark fra fredag klokken 21:00 til lørdag middag.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Også S-togsdriften i København vil blive reduceret i tidsrummet, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det er kun Nordjylland, som på nuværende tidspunkt lader til at kunne gå fri af aflysninger.
DMI har varslet vindstød af stormstyrke i store dele af landet, når stormen Nora gør sit indtog fredag.
– Vi tager stormvarsler som denne meget alvorligt, og af hensyn til sikkerheden lægger vi derfor nu op til at lukke ned for det meste af togtrafikken, mens stormen raser, siger områdechef i Banedanmarks trafikstyring Nicolai Smidt Sigsgaard.
Banedanmark har allerede gjort klar til oprydningen i weekenden efter stormvejret, oplyser områdechefen.
– Samtidig sørger vi for, at vores beredskab er klar og på plads her i weekenden til at kunne fjerne væltede træer på banen, siger han.