25. okt. 2021 - 12:29

Forskere blokerer gaden foran Klimaministeriet



En gruppe forskere blokerer mandag formiddag gaden ved Klimaministeriet i København.

Forskerne er en del af gruppen Scientists Rebellion, som er en undergruppe af den klimaaktivistiske gruppe Extinction Rebellion.

Forskerne blokerer gaden for at sætte fokus på den nuværende klimapolitik. Forskerne mener nemlig ikke, at politikerne lytter nok til videnskaben i den nuværende klimalovgivning.

Ved blokeringen af gaden afholder forskerne et såkaldt “teach-in”, hvor de vil holde oplæg og bringe deres viden til politikernes dørtrin.

“Jeg vil faktisk hellere være sammen med mine studerende, men når politikere ikke lytter til forskere, så er vi nødt til at gå på gaden, siger lektor i politisk økonomi ved Roskilde Universitet Laura Horn, der er en af talerne ved dagens demonstration.

Det var ellers en stolt klimaminister, der i slutningen af 2019 kunne præsentere regeringens klimalov.

“Vi har i klimaloven fastsat, hvad der formentligt er verdens mest ambitiøse klimamål i 2030, lød det fra Klimaminister, Dan Jørgensen (S) i den anledning.



ANDRE LÆSER OGSÅ