Forlystelse i Tivoli gik i stå: Gæster sad fast i ni minutter

Arkivfoto

Forlystelsen Himmelskibet i Tivoli i København gik lørdag ved middagstid i stå med det resultat, at gæsterne i Himmelskibet sad fast i ni minutter.

Ifølge Tivolis pressechef, Torben Plank, var driftstoppet dog ganske udramatisk.

“Ind imellem er der driftsstop. Det skyldes de meget følsomme sikkerhedssystemer, som reagerer, hvis der er det mindste,” siger pressechefen til bt.dk

Det kan ifølge Torben Plank være alt fra kraftig blæst til en fugl, der var skyld i driftstoppet.

Himmelskibet var fuldt besat med gæster, da forlystelsen stoppede. Men alle kom ned i god behold, og de tog ifølge pressechefen situationen fint.