En 59-årig mand har fået beslaglagt sin bil – det er sket, efter han søndag middag forlod en bodega sammen med sin kammerat i det centrale Aarhus og kørte væk i køretøjet
En 59-årig mand har i weekenden formentlig haft en anelse slemmere moralske tømmermænd end de fleste andre.
Søndag kort efter klokken 13.00 forlod han nemlig en bodega i Aarhus C sammen med sin ven og kørte væk.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
‘En borger kontaktede kl. 13.23 politiet og fortalte, at han havde set to kraftigt berusede mænd gå ud fra en bodega på Viggo Stuckenbergs Vej i Aarhus, hvorefter de satte sig ind i en bil og kørte fra stedet,’ lyder det fra politikredsen.
Borgeren valgte at køre efter de to mænd i bilen og kom i direkte kontakt med en patrulje, så politiet kunne guides hen til de to mænd.
Betjene kom i kontakt med de fulde mænd på Nørrebrogade i Aarhus og kunne konstatere, at føreren var den 59-årig mand, og passageren var en 71-årig mand.
Begge virkede berusede, og føreren af bilen blev sat til at blæse i et alkometer.
Tallet på displayet viste her over 2,0.
Den 59-årige blev derfor anholdt og sigtet for vanvidskørsel. Det blev samtidig en kendsgerning, at manden også kørte bil, selv om han havde fået frakendt kørekortet ved en tidligere hændelse.
Når man kører bil med en promille på over 2,0, går det ind under reglerne for vanvidskørsel. Derfor beslaglade politiet den 59-åriges bil med henblik konfiskation.