Forening udvikler talenter i samarbejde med eksperter: 90% kommer i uddannelse

Talentspejderne

Talentspejderne er en non-profit forening, der hjælper børn og unge i alderen 12-25 år med at finde deres talent og vej ind i livet. I et samarbejde med landets førende læringseksperter og mentorer fra erhvervslivet, oplever foreningen stor succes.

Hos talentspejderne har man en stærk tro på, at alle har evner og talent. Deres program er tilegnet børn og unge i alderen 12-25, hvor lærere og UU-vejledere har en bekymring for deres udvikling og trivsel i skolen. Dem tager Talentspejderne imod med åbne arme. Her starter de gennem samtaler med de unge, hvor de scanner alle de ting, som de er gode til. Det kommer der kun noget godt ud af, fortæller Tom Pedersen, der er chefkonsulent i foreningen.

“Der kommer kun noget positivt ud af at finde ud af, hvilket mennesker man har med at gøre, og får dem til at se deres egne styrker,” og fortæller videre:

“Nogle unge er mere røre og gøre-mennesker, hvilket ikke er tilpasset i skolen. Her får de unge mennesker måske følelsen af, at de ikke duer til noget, når de sammenligner sig med sine klassekammerater, der er gode til at høre efter og sidde stille,” siger Tom.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her modtager et talent sit certifikat for at have deltaget i forløbet

Udviklet af eksperter

Programmet er udarbejdet i samarbejde med landets førende læringseksperter. Programmet, de har lavet, strækker sig over 8 måneder, hvor de unge har 24 møder med deres mentor, som varer 1 time og 30 minutter en gang om ugen. Og det er netop her programmet adskiller sig fra andre mentorprogrammer, da der er en struktur og en plan for de unge.

For forskning viser faktisk, at for at kunne ændre børn og unges adfærd, struktur og selvbillede skal programmet strække sig over 8 måneder. Ellers er der risiko for, at de unge falder tilbage til deres gamle vaner og adfærdsmønstre.

Det er frivillige fra erhvervslivet, som får fri til at være mentorer for de unge. Det kan også være efterlønnere eller pensionister. Gennem kurser får de undervisning i, hvordan de skal tackle at være omkring de unge. Samtidig får de et specifikt program, som de skal følge. På den måde sikrer man sig, at man får det maksimale ud af forløbet.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Stor succes – ikke kun for de unge

Programmet har haft stor succes og har en tydelig indvirkning på de unges videre udvikling. Tal fra Silkeborgs Kommune viser, at 90% af de unge, som har været med i programmet i årene før, er kommet i uddannelse eller arbejde.

“Vi får opbygget de unges tro og selvtillid, som de tager med videre i livet, efter forløbet er afsluttet. Og så er det faktisk heller ikke unormalt, at vi ser de unge stige med 1-2 karakterer, efter de har været i vores forløb,” siger Tom Pedersen.

Men det er ikke kun de unge, som får noget ud af programmet. Mentorerne får også en gevinst ud af at arbejde med de unge. De får lov til at se de unge blomstre og følge deres udvikling. Samtidig får de værktøjer fra kurser, som de siger, at de bruger i deres privatliv og på deres arbejde.

De får et unikt indblik i en generation, som har en anden tilgang til arbejdsmarkedet, og som den ældre generation ikke kender specielt godt, mener Tom Pedersen:

“Den ældre generation har haft svært ved at holde på de yngre på arbejdsmarkedet, fordi de tror, at de kan stille samme krav, som da de var lærlinge,” og fortæller videre:

“Mentorerne lærer de unge bedre at kende, og de har fået øjnene op for, at der er andet end arbejde, som fylder i de unges liv,” siger Tom.