Første blomster efter tragisk dødsulykke i Tivoli Friheden bliver lagt

De første blomster for ofrene i Tivoli Friheden bliver nu lagt foran forlystelsesparken

Det skulle have været en god og sjov dag i Tivoli Friheden i Aarhus, men det endte på den mest tragiske vis, man kunne tænke sig.

En 14-årig københavnsk pige mistede nemlig livet, da den bagerste del af vognen i rutsjebanen Cobra rev sig løs.

Nu er de første blomster lagt for pårørende og ofre for ulykken.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ud over den 14-årig pige er også en 13-årig dreng fra Syddjurs kommet til skade med hånden. Han er lige nu indlagt på Skejby Sygehus. Østjyllands Politi forventer dog, at drengen bliver udskrevet inden for en ’uoverskuelig fremtid’.

»Vi er lige nu dybt, dybt berørte over den tragiske ulykke, der er sket i Aarhus i dag. Det er der ingen tvivl om. Alle vores tanker er hos de implicerede og deres pårørende,« siger Kristian Nørgaard Nielsen fra Foreningen Forlystelsesparker i Danmark til B.T..

Østjyllands Politi afholdt torsdag klokken 17.00 et pressemøde om ulykken. Her gjorde de det klart, at det endnu er alt for tidligt at drage nogen konklusioner om, hvorfor ulykken skete. En stor efterforskning pågår lige nu i Tivoli Friheden.

Politiet opfordrer vidner og pårørende til at søge hjælp og bistand, hvis man har set ulykken.

”Vi har placeret vores mobile politistation ude foran Tivoli Friheden. Her kan borgere komme hen og snakke med uniformerede betjente, hvis de har brug for det. Det kan være, der er nogle spørgsmål, der trænger sig på eller andre ting, vi kan hjælpe med,” fortalte Brian Voss Olsen, der er politiinspektør hos Østjyllands Politi, til pressemødet klokken 17.00 foran politigården i Aarhus.

Hvis man har informationer, video eller billeder af ulykke, så opfordrer politiinspektøren til, at man kontakter politiet på 1-1-4. De tager kraftigt afstand fra, at man deler materialet med andre.

I 2008 skete der en lignende ulykke i samme rutsjebane.

”Det er klart, at vi vil se nærmere på ulykken fra dengang i vores efterforskning. Lige nu er vores næste skridt at klarlægge, hvordan det på tragisk vis kan ende, som det gjorde i dag. Tivoli Friheden holder lukket i dag og i morgen, så vores efterforskere kan arbejde i fred,” siger Brian Voss Olsen.

Det er efter her op til Tivoli Friheden, hvor længe de vil holde sine døre lukkede.

Opdatering klokken 22.10:

Flere og flere blomster begynder at ligge foran Tivoli Friheden: