Fødevarestyrelsen finder ulovlige mink i forbindelse med fugleinfluenzaudbrud i Løvel

Beredskabsstyrelsen var onsdag til stede på en gård i Løvel for at undersøge en smitte med fugleinfluenza, som skulle være opdaget på gården.

I forbindelse med fugleinfluenza-udbruddet i Midtjylland, besøgte Fødevarestyrelsen efterfølgende en nærliggende minkfarm, hvor de fandt godt 230 mink og 60 ræve, som ulovligt blev holdt i bure.

Ifølge Erik Jepsen, der er specialkonsulent ved Fødevarestyrelsen, modtog de nemlig et anonymt tip om, at fugleinfluenza-udbruddet muligvis kunne have spredt sig til minkfarmen i Løvel.

“Det er vores formodning, at det er til avl, men det er op til politiet at finde ud af nu,” siger Erik Jepsen til Presse-Fotos.dk og pointere at sagen er overdraget til politiet.

Det har ikke været lovligt at have over fem mink i Danmark siden 29. december 2020.

Ejeren af minkfarmen vil således blive politianmeldt.

Fødevarestyrelsen har nu til opgave at aflive de 230 mink, der blev holdt ulovligt på farmen i Løvel.

Det er anden gang på en uge, at fødevarestyrelsen finder ulovlige mink. Tidligere fandt de 126 mink på en farm ved Thyholm. Også her blev ejeren politianmeldt og dyrene aflivet.

Beredskabsstyrelsen på den nærliggende gård, hvor der onsdag blev opdaget fugleinfluenza.