Flere terrormistænkte pågrebet i stor aktion

Det svenske sikkerhedspoliti (Säpo) har torsdag sammen med svensk politi pågrebet fire personer i Stockholm-området.

Personerne er mistænkt for terrorforberedelser og alvorlige brud på våbenlovgivningen.

Det oplyser Säpo på sin hjemmeside.

– Sagen drejer sig om voldelig islamistisk ekstremisme, hvor Sikkerhedspolitiet også ser koblinger til alvorlig organiseret kriminalitet, lyder det.

Aktionen blev gennemført, efter at Säpo sammen med politiet har arbejdet med sagen over længere tid.

I forbindelse med aktionen blev der også foretaget flere husransagninger.

Den svenske avis Expressen skrev tidligere, at svensk politi og Säpo torsdag eftermiddag havde iværksat aktioner flere steder i Tyresö, som ligger syd for Stockholm.

Ifølge Expressen modtog alarmcentralen en anmeldelse om en “indendørs eksplosion” klokken 13.55.

Kilder har oplyst til avisen, at der derefter skal være hørt flere brag i forbindelse med, at politiet slog til mod et islamisk foreningslokale i Tyresö.

På sin hjemmeside går Säpo ikke i yderligere detaljer med, hvordan aktionen præcis forløb.