Flere skud affyret i nat: Politiet melder ud om aktion

Natten til tirsdag rykkede politiet ud til Håndværkerbyen i Greve, da de fik melding om, at der var blevet affyret skud på stedet.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til presse-fotos.dk.

Politiet havde fået melding om, at der var to personer, som formentlig var maskerede, der kørte rundt i området på et tohjulet køretøj. Kort efter den melding blev det anmeldt, at der nu var affyret skud i området.

Derfor rykkede politiet ud for at se, om der var nogen relation mellem de to meldinger. Med patruljer og hunde ankom politiet til stedet, hvor man efterfølgende har fundet patronhylstre på jorden.

LÆS OGSÅ: SIKKERHEDSSTYRELSEN TILBAGEKALDER LEGETØJ: LIVSFARLIGT FOR BØRN

“Undersøgelserne endte med fund af afskudte patronhylstre, der med stor sandsynlighed stammer fra løsskudspatroner, og politiet har ingen oplysninger om eventuelle tilskadekomne”, oplyser politiet.

Politiaktionen er også sket i forbindelse med en anden hændelse, hvor politiet også fandt patronhylstre af samme slags. Denne gang var det i Gersagerparken i Greve. Skuddene blev affyret den 3. oktober, men det er endnu ikke fastlagt, om de to hændelser har en forbindelse til hinanden.

Anmeldelsen natten til tirsdag er kommet ind en del timer efter skuddene blev hørt. Derfor er det en del vanskeligere for politiet at komme frem til en gerningsmand.

Derfor vil politiet gerne høre fra personer, som eventuelt har hørt eller set noget, som kan hjælpe i efterforskningen.

Politiet kan kontaktes på 114.