Flere rocker- og bandeklubhuse lukkes nu på Vestegnen

Ole Rømers Vej i Taastrup

Nyt indgreb er et middel på grund af “en betydelig risiko for et angreb”, siger Københavns Vestegns Politi

På grund af den voldelige konflikt mellem Hells Angels og Loyal To Familia har politiet tirsdag forbudt personer at opholde sig i klubhuse i Rødovre og i Taastrup.

Beslutningen er truffet af Københavns Vestegns Politi og gælder fra tirsdag eftermiddag.

Det er forbudt at tage ophold på adresserne Hvidsværmervej 119 i Rødovre og på Ole Rømers Vej 67 i Taastrup.

Begrundelsen er, at der ifølge politiet er en “betydelig risiko for et angreb”, fremgår det af en pressemeddelelse. Et eventuelt angreb vil udgøre en fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden.

Indgrebet kommer dagen efter et lignende initiativ fra Københavns Politi, som udstedte opholdsforbud vedrørende tre adresser knyttet til Hells Angels.

Det gælder Svanevej 5 i København NV, Tømmerup Stationsvej 8B i Kastrup og Siljangade 10 i København S.

En overtrædelse af forbuddet kan straffes med fængsel.

I weekenden blev Hells Angels’ klubhus på Svanevej i København udsat for et angreb. Ingen kom dog til skade. Ruder blev knust, og et skilt blev ødelagt.

Politiet mener også, at drabet på en 30-årig mand med rockertilknytning i Pusher Street 26. august kan forbindes til konflikten.

Indgrebet i Rødovre og Taastrup gælder frem til 26. september, mens de københavnske klubhuse er lukket frem til 25. september.

Loyal To Familia blev i 2021 forbudt af Højesteret. I regi af foreningen bliver der begået alvorlig kriminalitet, og derfor er den ulovlig.

/ritzau/

Hvidsværmervej 119 i Rødovre
Hvidsværmervej 119 i Rødovre
Ole Rømers Vej i Taastrup