Flere udrykningskøretøjer er netop ankommet til en parkeringsplads efter meldinger om brand
Midt- og Vestsjællands Politi har lørdag aften kort efter klokken 22.00 fået en anmeldelse om brand ved Askerød i Greve.
Ifølge den indledende anmeldelse er der tale om bilbrand på en parkeringsplads i beboelseskvarteret tæt på butikscentret Waves og McDonalds.
Derfor er flere brandbiler og en politibil hastet ud mod adressen, hvor man ankom kort tid efter anmeldelsen.
Her kunne beredskabet konstatere flammer i flere køretøjer, og derfor gik slukningsarbejdet hurtigt i gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er branden startet i en enkelt personbil og har derefter spredt sig til de nærstående.
“I alt tre køretøjer har fået brandskader. To af dem er næsten udbrændt fuldstændig,” lyder det fra vores udsendte.
Det er nu en opgave for Midt- og Vestsjællands Politi at klarlægge brandårsagen. Ingen personer er meldt tilskadekomne.