En 52-årig mand har fået konfiskeret sin firmabil efter at have påkørt en vejarbejder på Vestegnen
Retten i Glostrup har netop afsagt dom over en 52-årig mand, der var tiltalt for at have påkørt en vejarbejder på Muslingevej i Hvidovre.
Episoden skete den 27. april klokken 7 i fjor, hvor den 52-årige mand på villavejen valgte at accelerere frem mod vejarbejderen, som prøvede at undvige, men alligevel fik kørt sin fod over.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi.
‘Den 52-årige blev dømt for særlig hensynsløs kørsel og for at fremkalde fare for andre. Retten konfiskerede hans varebil, frakendte ham førerretten i seks måneder og udmålte en straf på 30 dages fængsel, der blev gjort betinget med 40 timers samfundstjeneste,’ oplyser anklagemyndigheden.
SE OGSÅ: ‘JEG HAVDE SET FREM TIL DENNE DAG,’ UHYGGELIGE HÅNDSKREVNE NOVELLER FUNDET HOS 32-ÅRIG TILTALT
Det er ukendt, hvorfor manden valgte at accelerere frem mod vejarbejderen. Sidstnævnte kom ikke alvorligt til skade som følge af hændelsen.
Den nu dømte mand har taget sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.