Fire personer er tiltalt for drab på 40-årig mand på Djursland

Østjyllands Politi har tiltalt fire personer for drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i juli sidste år.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

De tiltalte er en 39-årig kvinde, en 39-årig mand, en 24-årig kvinde og en 23-årig mand.

De kendte alle den dræbte.

Ifølge pressemeddelelsen er de tiltalt for drab, bevisbortskaffelse, brandstiftelse og usømmelig omgang med lig samt for tre drabsforsøg imod den 40-årige mand.

– Det siger sig selv, at det er en voldsom sag, når fire personer er tiltalt i en drabssag, og yderligere en person allerede har fået en lang fængselsstraf for drabet, siger Jesper Rübow, som er specialanklager hos Østjyllands Politi, i meddelelsen.

LÆS OGSÅ: 26-ÅRIG ERKENDER DRAB PÅ FRANK: HER ER STRAFFEN

Han siger også, at anklagemyndigheden vil komme nærmere ind på, hvad den mener, motivet er, når sagen skal for retten. Jesper Rübow ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen, før den går i gang.

Politiet mener, at den 40-årige mand blev dræbt ved slag med metalrør og kvælning eller på anden voldelig vis.

Efterfølgende blev der ifølge politiet sat ild til mandens tøj og hans bil.

Liget blev pakket ind i plastik og gemt i en skov ved Gassum, skriver politiet.

To personer er allerede dømt i sagen.

En 26-årig mand tilstod i januar, at han havde deltaget i drabet. Det fik han 12 års fængsel for.

En 37-årig mand er tidligere blevet dømt for at have rådgivet om at skaffe liget af vejen. Det kostede den 37-årige et halvt års fængsel.

Ifølge Østjyllands Politi er det ikke endeligt besluttet, hvornår sagen skal for Retten i Randers. Men man forventer, at den starter i juni, lyder det.