Fire mænd tiltalt: Bedragede og afpressede for mere end en million via Snapchat

Fire mænd i alderen 22 til 26 år er blevet tiltalt for at have afpresset og bedraget flere ofre primært over Snapchat, men også via Facebook. Nu er mændene tiltalt for organiseret bedrageri og afpresning.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet har de fire mænd på sociale medier udgivet sig for at være en kvinde, som solgte seksuelle ydelser. På den måde fik de andre mænd til at overføre penge for ydelser, som aldrig blev leveret.

Derudover afpressede de tiltalte i mange tilfælde mændene med trusler om at fortælle familie, venner og arbejdsgivere om, at ofrene havde forsøgt at købe sig til sex. Ofrene har hver især overført mellem 100 og 77.478 kroner.

Ifølge anklageskriftet har bedrageriet og afpresningen indbragt de fire tiltalte mænd 1.227.687,50 kroner.

Flere end 300 forhold

Anklageskriftet mod de fire mænd omfatter i alt 322 forhold med tilsammen 240 forurettede.

Den 26-årige mand, som også er den ældste af de fire tiltalte, er tiltalt for forhold, som går tilbage til 2019, mens de resterende tre mænd deltog i bedrageri og afpresning fra august 2020 og frem til de tre første anholdelser i september 2021. De tre først anholdte er fra Viborg, mens den sidste anholdte, en 22-årig mand fra Vejle, blev anholdt senere.

Flere måneders efterforskningsarbejde

Sagen tog sin begyndelse i efteråret 2020, hvor en 35-årig midtjyde henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at han var blevet snydt på Snapchat og presset til at overføre i alt 1.700 kroner.

Mandens anmeldelse førte til flere måneders efterforskningsarbejde, som via digitale spor førte politiet til de fire tiltalte mænd i sidste ende. Undervejs gennemførte politiet flere ransagninger, hvilket også omfattede telefoner og andet IT-udstyr.

– Vi har i sagen gennemgået utallige sagsakter i form af MobilePay-betalinger, kontoudtog og Messenger-samtaler. Derudover har vi afhørt samtlige forurettede og relevante vidner. I samarbejde med vores it-efterforskere fra politikredsens centrale efterforskningsafdeling har vi sikret og gennemgået PC’er og telefoner fra de nu tiltalte. Så der ligger rigtig mange efterforskningstimer bag sagen, fortæller Henrik Varbøl, som er fungerende politikommissær og efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Viborg.

Usædvanlig sag med mange ofre

De tre mænd fra Viborg, som blev anholdt først, har siddet varetægtsfængslet i sagen siden den 23. september 2021, mens den sidste – den 22-årige mand fra Vejle – først blev fængslet den 12. januar 2022.

Efter fængslingerne er sagen blevet færdigefterforsket, hvilket har fået anklagemyndigheden til at rejse tiltale, og sagen er nu blevet sendt i retten.

– Det er selvfølgelig en usædvanlig sag, i og med der er mange forhold, der er mange ofre, og det drejer sig om store værdier. Efterforskerne hos lokalpolitiet i Viborg har lagt et kæmpe stykke arbejde i efterforskningen, og sagen er et godt eksempel på, at politiet gør alt for at finde gerningsmændene – også dem, der sidder gemt bag skærme, siger anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard, som kommer til at føre sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen er forhåndsberammet til at køre i maj og juni ved Retten i Viborg.

Der er sat 20 retsdage af til sagen med første retsdag den 2. maj 2022 og forventet sidste dag den 29. juni 2022.