Fire ambulancer til harmonikasammenstød

Mindst fire ambulancer hastede onsdag eftermiddag ud til et større færdselsuheld i Kolding

Onsdag klokken 15.25 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse af, at der havde været et færdselsuheld på Vonsildevej i Kolding, hvor mange biler havde været impliceret.

”Der er tale om fire biler, der er stødt ind i hinanden i et harmonikasammenstød,” fortæller vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi til Presse-fotos.dk og tilføjer:

”Der har været sendt en række ambulancer derud, men dem har der ikke været brug for. Der er nemlig ikke sket alvorlig personskade.”

Årsagen til ulykken er på nuværende tidspunkt ukendt.