Farligt radioaktivt stof målt over Danmark: Herfra stammer det

Der er i Danmark målt værdier af det radioaktive stof cæsium-137. Nu oplyser Nuklear Beredskab, hvor stoffet stammer fra

Skovbrande i starten af september nær Tjernobyl i Ukraine er med høj sandsynlighed årsagen til, at der er målt radioaktivt stof over Danmark og flere europæiske lande.

Det siger souschef i Nuklear Beredskabsstyrelsen Carsten Israelson, der understreger, at det ikke er usædvanligt eller sundhedsskadeligt.

– Hvis det skal være sundhedsskadeligt, skal værdien måles til en milliard gange mere, end den er blevet målt til, siger han.

Det radioaktive stof cæsium-137 er blevet målt på flere luftfilterstationer i Europa.

– Der ligger en masse radioaktivt stof i træer dernede, fordi cæsium-137 findes i træmateriale. Når det brænder, og det har det gjort i starten af september, så kan det blive luftbåren og så komme ud over Europa, siger han.

Beredskabsstyrelsen har sammenlignet målinger og værdier med andre europæiske lande, der har målt det samme som Danmark.

– Vores kolleger i Tyskland har regnet på vindforholdene blandt andet, og det passer fint med, at det kommer fra skovbrande nær Tjernobyl, siger souschefen.

Carsten Israelson siger, at der ikke er blevet iværksat “noget som helst” på baggrund af målingerne, da værdierne er mikroskopiske.

– Det er i virkeligheden nærmere en akademisk øvelse, så man kan se, at man måler det samme, siger han.

Det lukkede atomkraftværk Tjernobyl ligger nord for Ukraines hovedstad, Kyiv, og er ikke længere aktivt, efter at det i april 1986 eksploderede efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket.

Eksplosionen førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over store dele af Europa, inklusive det nordlige Sverige og Finland.

Værst ramt af den radioaktive stråling blev områder i Hviderusland nord for værket. De over 40.000 indbyggere i byen Pripjat tre kilometer fra Tjernobyl blev evakueret, og byen står i dag tilbage som en spøgelsesby.

/ritzau/