Far til 14-årig efterlyst pige bekræfter over for Presse-fotos: Min datter er fundet

Faren til 14-årige Cilia, der mandag blev efterlyst, bekræfter nu over for Presse-fotos.dk, at hans datter er fundet

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi efterlyste mandag 14-årige Cilia, hun er nu fundet i god behold, oplyser både politikredsen og hendes far over for Presse-fotos.dk.

Den 14-årige pige havde forladt sit hjem i Mern og var sidst set på Ringsted Banegård den 8. september. Da der var gået flere dage, hvor familie og pårørende ikke havde hørt fra hende, valgte politiet at efterlyse hende med navn og billede.

SE OGSÅ: 14-ÅRIG PIGE MELDT SAVNET: HAR DU SET CILIA?

Selvom hun var set på Ringsted Banegård, var det politiets formodning, at den 14-årige pige var taget til det Storkøbenhavnske område. Det er i særdeleshed byerne Albertslund, Glostrup, Brøndby og Ballerup, der blev peget ud som steder, hvor Cilia kan være.

Det er ikke oplyst, hvor man fandt Cilia.

Presse-fotos.dk har løbende været i kontakt med Cilias kusine og hendes far, der har givet lov til at benævne sagen.

Vi har fra redaktionens side valgt at fjerne billederne af Cilia, efter hun er fundet.