Fanget: ´Bankbud´ anholdt

24-årig anholdt efter telefonbedragerier.

Den 24-årige mand blev anholdt tirsdag aften og er nu sigtet for 13 tilfælde af bedrageri. Det fortæller Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Politiet har efterlyst flere personer, som er mistænkt for at have begået en stribe bedrageriforhold. Og Politiet har modtaget en række gode tip fra borgerne.

Mandag var en kvinde fra Sorø udsat for et bedrageriforhold, hvor en mand, der foregav at ringe fra hendes bank, fortalte, at der var nogle uregelmæssigheder med hendes konti, og hun var nødt til at aflevere sit kort til et ”bankbud”, der kort efter troppede op på kvindens adresse. Kvinden blev alligevel mistænksom og syntes, at både ”bankbuddet” og hele situationen virkede mærkelig.

Selv om bedrageren forsøgte ihærdigt at overbevise kvinden om, at hun skulle udlevere sit kort, holdt hun stand, og bedrageren måtte forlade stedet med uforettet sag.

Opmærksomme vidner kunne give oplysninger til politiet om den bil, ”bankbuddet” kørte i, da han ankom til kvindens adresse, og tirsdag eftermiddag blev bilen standset på Vestmotorvejen ved Ringsted. Her blev den 24-årige anholdt. Den 24-årige havde i øvrigt ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.

– Vi er glade for, at borgernes aktive medvirken har ført til en hurtig anholdelse, udtaler fg. vicepolitiinspektør Lars Steffensen og understreger: – Vi anser denne gemene kriminalitet overfor sårbare borgere som uacceptabel.

Den anholdte fremstilles onsdag i grundlovsforhør i retten i Næstved. Han er sigtet for 13 bedrageriforhold, hvor han er sluppet afsted med at snyde de forurettede for kontante beløb. Forholdene er begået siden nytår, både her i politikredsen og på Fyn.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet afholdes for lukkede døre.