Fandt død person på mark: Nu har politiet nyt

En person blev mandag fundet død på en mark i Ejstrup, som er en lille landsby få kilometer vest for Kolding.

Årsagen til personens død har indtil nu ikke været kendt.

Onsdag morgen oplyste Sydøstjyllands Politi dog på Twitter, at personen mistede livet i en ulykke på marken.

– Dødsfald i går (mandag, red.) på mark ved Ejstrup ved Kolding er grundigt undersøgt og konklusionen er, at der er tale om en ulykke, lyder det i politikredsens tweet.

Politiet har dog ikke oplyst, hvordan ulykken, der endte med at koste en person livet, skete.

Ej heller er køn, alder eller tidspunkt for anmeldelsen oplyst fra politiets side.

Det sker af hensyn til privatlivets fred, lyder det.