Familiefar og sønner idømt fængsel i sag om drab i villahave

Knivstikkeriet i Nivå 2020

Tre familiemedlemmer idømmes lange fængselsstraffe for at have assisteret hinanden i dødeligt overfald i Nivå

Den 57-årige familiefar Kamal Ahmad El-Ali er onsdag blevet idømt 13 års fængsel for drabet på en 55-årig mand i en villahave i Nivå i 2020.

Det har Østre Landsret afgjort.

Hans to sønner, 27-årige Rafic Kamal El-Ali og 22-årige Yusuf Kamal El-Ali, er idømt henholdsvis seks og seks et halvt års fængsel.

For omkring to år siden blev de alle ved byretten idømt 14 års fængsel for i forening og efter fælles forståelse at have dræbt en 55-årig mand og såret to andre.

Landsretten finder, at de alle tre var i besiddelse af knive og foretog et voldsomt angreb. Men det var alene faren, der tildelte offeret det dødelige knivstik, som havde en dybde på mindst 10 centimeter og var endt i leveren.

Af den grund er faren kendt skyldig i drab og grov vold, mens sønnerne er kendt skyldige i vold med døden til følge og grov vold mod to andre mænd, der blev ramt af knivstik og fik snitsår.

Forud for forbrydelsen, der skete 3. oktober 2020, sad mændene fra to familier i villaens stue og forsøgte at lægge låg på en konflikt – men så eskalerede situationen og endte i drab.

Konflikten var opstået mellem en kvinde, som var datter af faren og søster til de to andre dømte, og en mand, hun var islamisk gift med. Det var mandens far, der blev stukket ihjel.

Retten finder familiemedlemmernes forklaringer i retten usammenhængende, hvorfor retten ikke er enig i, hvad der præcis er foregået, og hvorfor familiediskussionen opstod.

Således har ingen af dem kunnet forklare, hvordan den dræbte endte blødende på græsplænen.

Fire nævninger og tre juridiske dommere stemte for, at det er alene er faren, der er skyldig i drab, mens fem nævninger stemte for at stadfæste byrettens dom.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Knivstikkeriet i Nivå 2020

SE OGSÅ: MAST AF VEJTROMLE: KOLLEGA SIGTET FOR NARKOKØRSEL

Faren og sønnerne angreb ifølge skyldkendelsen deres tre gæster med knive midt i haven, alt imens de forurettede tog fat i en havestol og rive i forsøget på at forsvare sig.

Samtidig har et vidne forklaret, at hun hørte høje lyde fra haven og så flere, der var i konfrontation med hinanden, på villaens terrasse.

Ifølge landsretten kan det ikke lægges til grund, at angrebet var planlagt på forhånd.

Samtidig afvises det, at drabet skete i nødværge, selv om faren hele tiden har fastholdt, at hans familie var under angreb.

Ifølge Rafic Kamal El-Alis forsvarer, Michael Juul Eriksen, erkendte den 27-årige i byretten at have slået den 55-årige mand ihjel.

Senere skiftede han forklaring i landsretten og nægtede drabet, lyder det.

Under retssagen kom det frem, at faren er opvokset i en flygtningelejr i Libanon og har været udsat for tortur, inden han flygtede til Danmark som 21-årig.

Siden har han blandt andet været selvstændig grønthandler og fået kone og fire børn.

Om den 22-årige søn er det kommet frem, at han ifølge en mentalundersøgelse fremstår umoden og med begrænset sociale evner – men ikke psykotisk.

Tilhørerpladserne i retssalen var fyldt af familiemedlemmer og venner til de dømte.

Sønnerne virkede begejstrede for, at de begge har fået nedsat deres straffe fra byretten.

/ritzau/

Knivstikkeriet i Nivå 2020