En ny rapport fra Vejdirektoratet viser, at der var betydeligt færre trafikdræbte i 2020 end året før, hvilket de til dels tilskriver corona-restriktionerne. Alligevel fylder eneulykker, påvirkede trafikanter og uopmærksomhed stadig negativt i statistikken.
Færre trafikanter på vejene
Corona-restriktionerne har for mange mennesker betydet mere hjemmearbejde og færre sociale aftaler. Og det har i høj grad ændret danskernes rejsevaner i 2020 og skabt mindre trafik på vejene.
Sidste år mistede 163 personer livet i trafikken i Danmark, hvilket er det lavest antal dræbte i trafikken på et år, siden man startede ulykkesstatistikken i 1930.
“Nok er der tale om et lavt antal trafikdræbte, men 163 dødsfald er stadig mange. Vi skal have det tal endnu længere ned, og vi er politisk i fuld gang med at bidrage til den udvikling,” siger transportminister Benny Engelbrecht til Ritzau.
Tre ud af fire trafikdræbte er mænd
Statistikken foretaget af Vejdirektoratet viser, at tre ud af fire af de trafikdræbte i det forgangne år var mænd. Samtidig udgør ældre over 75 år 23 procent af de dræbte.
Ligeledes viser statistikken, at hele 67 procent af dødsulykkerne foregik uden for byzonetavlerne og at uopmærksomhed eller manglende orientering var medvirkende til 61 procent af alle dødsulykkerne i 2020.
Hver tredje dødsulykke var solouheld
Ifølge rapporten var 32 procent af alle dødsulykker i 2020 en eneulykke, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. Og i ca. halvdelen af alle eneulykker var høj hastighed medvirkende til ulykken.
Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet forklarer, at corona-restriktionerne kan have haft en indflydelse på, at så mange eneulykker forekom i 2020.
”De alvorlige eneulykker sker typisk med høj hastighed. Her kan nedgangen i trafikken i 2020 og den mere plads på vejene have skabt grobund for højere hastighed og dermed mere alvorlige ulykker med personskade,” siger hun.
Påvirkede trafikanter
Slutteligt viser rapporten, at fire ud af ti førere i eneulykker var påvirkede af enten spiritus, medicin eller narko. Samtidig forekom over halvdelen af eneulykkerne i weekenderne, hvor der statistisk set oftere sker spirituskørsel.
Selvom unge mennesker er underrepræsenterede i statistikken over dødsulykker i trafikken, er de desværre overrepræsenterede i statistikken over spiritusulykker.
I de seneste fem år var 21 procent af de påvirkede trafikanter i dødsulykkerne mellem 18-24 år. Selvom de kun udgør ni procent af befolkningen.