Færge sejlet ind i kajen: Skal på værft!

En færge skal på værft, efter at den onsdag morgen sejlede ind i kajen mellem Kleppen og Venø, der ligger i Limfjorden.

“Vi tror, der er tale om teknisk fejl, men det er vi ved at undersøge nu,” siger overfartsleder Charly Clemmensen til tvmidtvest.dk

Færgen er taget ud af drift, og i stedet er en mindre færge indsat, som kun kan sejle med tre biler ad gangen. Ifølge presse-fotos.dk’s udsendte giver det nogen kø ved færgelejet.

Der skete desuden et oliespild i vandet, da færgen sejlede ind i kajen. Nordvestjyllands Brandvæsen bekræfter over presse-fotos.dk, at de har været tilstede i området i den forbindelse.

“Men det var et mindre oliespild, så det har vi fået styr på,” siger den vagthavende indsatsleder.