Der er sent lørdag eftermiddag sket et færdselsuheld på Holbæk-motorvejen ved Roskilde, som har fået politiet til at spærre en afkørsel af.
Vejdirektoratet skriver på trafikinfo.dk:
“Rute 21 Holbækmotorvejen mellem <13> Ringstedvej og <12> Roskilde S. Uheld. Vejen er spærret.”
Vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Asger Bechstrøm, siger til presse-fotos.dk om hændelsen:
“En patrulje jagter en bil, hvor vi har mistanke om brugstyveri. Bilisten flygter ned på motorvejen, hvor han desværre kører galt og ender i modsatte vognbane. Han er kørt på hospitalet, men umiddelbart er der ikke sket alvorlig personskade. Han var ved bevidsthed, da han blev lagt ind i ambulancen. Vi skal have lavet en blodprøve på ham for at tjekke for spiritus og narko.”
Vagtchefen tilføjer, at politiet i skrivende stund stadig arbejder på stedet. Afkørsel 12 er i denne forbindelse spærret af.