Europæisk premierminister skudt

Slovakiets premierminister har livstruende skader, men var dog ved bevidsthed, da han ankom til hospitalet, oplyser talsperson

Slovakiets premierminister, 59-årige Robert Fico, er onsdag eftermiddag blevet ramt af skud i byen Hanlová.

En talsperson for hospitalet i byen oplyser i en mail til Reuters, at Robert Fico var ved bevidsthed, da han ankom til hospitalet.

Han er blevet stabiliseret og bliver overført til et andet hospital, lyder det.

På baggrund af hospitalets udmelding er det uklart, hvor alvorligt tilskadekommen Fico er. Men fra Slovakiets regeringskontor lyder det, at hans skader er livstruende.

Regeringskontoret oplyser, at Fico bliver fløjet med helikopter til et hospital i byen Bankska Bystrica. I en udtalelse fremgår det, at det ville “tage for lang tid” at transportere premierministeren til hovedstaden, Bratislava.

Ifølge tv-stationen TA3 blev Robert Fico ramt af et skud i maven.

I alt skal der være affyret fire skud.

Skyderiet fandt tilsyneladende sted efter et regeringsmøde i byen Handlová, nordøst for Bratislava, der er Slovakiets hovedstad.

Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han hørte adskillige skud i området, og at han har set en mand blive anholdt af politiet.

Det kan også ses på billeder fra stedet.

Robert Fico har været premierminister ad flere omgange i Slovakiet. Senest tiltrådte han posten i oktober 2023.

Han repræsenterer det socialdemokratiske parti Smer – Sociálna Demokracia, der betyder “retning – socialdemokrati”.

Slovakiets præsident, Zuzana Čaputová, siger i en udtalelse, at hun fordømmer det “brutale” angreb på Robert Fico, og hun ønsker ham god bedring.

Premierministeren i Slovakiets naboland Tjekkiet, Petr Fiala, kalder i en udtalelse skudangrebet for “chokerende”.

Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, reagerer på skudangrebet.

– Jeg fordømmer på det kraftigste det modbydelige angreb på premierminister Robert Fico, skriver hun på det sociale medie X.

– Den slags voldshandlinger har ingen plads i vores samfund og undergraver demokratiet, skriver hun videre.

/ritzau/Reuters