Søndag er det nøjagtig et år siden, at Christian Eriksen ankom til Rigshospitalet i København efter at være faldet om i Parken, imens en hel nation så forfærdet til.
Den danske fodboldstjerne havde spillet det meste af første halvleg ved den første kamp ved EM-slutrunden mod Finland, da han pludselig faldt livløs om i Parken.
Forfærdede holdkammerater dannede ring omkring Christian Eriksen, og de kunne kun se til, imens han blev båret fra banen og efterfølgende kørt til Rigshospitalet i ambulance med politi-eskorte.
Christian Eriksen havde fået hjertestop, men det lykkedes heldigvis for lægerne at få ham genoplivet.
Imens anede de andre landsholdsspillere intet om, hvad der var sket. De vidste ikke, om Christian Eriksen overhovedet ville overleve.
Men de danske spillere var tvunget til at spille kampen færdig. Finland vandt 1-0, men resultatet virkede så inderligt ligegyldigt den aften, hvor Christian Eriksen svævede mellem liv og død.
Heldigvis overlevede Christian Eriksen. Og langsomt – men sikkert – kom han tilbage til sit gamle jeg.
Han kunne ikke få lov at genoptage klubkarrieren i sin italienske klub, Inter, fordi han har fået indopereret en pacemaker.
I den italienske liga, Serie A, tillader de ikke spillere at spille med pacemaker.
Men diverse læger sagde i løbet af sommeren, at det var forsvarligt nok at forsøge at genoptage karrieren som professionel fodboldspiller. Så Christian Eriksen gik i gang med genoptræningen.
I februar måned i år – mere end otte måneder efter kollapset – fik Christian Eriksen så debut for Premier League-klubben Brentford. Den er kendt som danskerklubben, fordi der er syv danske spillere i klubben plus en dansk manager – den tidligere Brøndby-træner, Thomas Frank.
En måned senere gjorde Christian Eriksen comeback for det danske landshold. Det skete i en testkamp mod Holland, som Danmark tabte 2-4.
Senest har den nu 30-årige Christian Eriksen spillet med i denne måned i Nations League-kampene, hvor Danmark er kommet fint fra start med sejre på 2-1 ude over Frankrig og Østrig og et nederlag på 0-1 hjemme mod Kroatien.
Dermed fører Danmark puljen inden hjemmekampen mod Østrig mandag aften – med allerstørste sandsynlighed med Christian Eriksen i startopstillingen.
Nedenunder kan du se billeder fra den dramatiske aften sidste år: