
Nordjyllands Politi efterlyser nu en helt bestemt person i sagen om drabet på den 38-årige mand, der blev fundet død ved et bibliotek i Aalborg
Natten til lørdag den 14. januar 2023 blev en 38-årig mand fundet dræbt ved biblioteket på Rendsburggade i Aalborg.
Tre personer er indtil videre varetægtsfængslet i sagen, men efterforskere fra Nordjyllands Politi arbejder stadig på at klarlægge det præcise hændelsesforløb i forbindelse med drabet.
Derfor søger politikredsen nu et helt bestemt vidne.
”Vi søger en mand, der har befundet sig ved bibliotekets hovedindgang kort efter klokken 21:00 lørdag aften,” siger politikommissær Carsten Straszek og tilføjer:
“Denne mand gik i dialog med to personer, som havde taget ophold foran bibliotekets hoveddør. Manden følte sig formentlig generet af den høje musik, som personerne spillede, og han tog derfor kontakt til dem.”
Nordjyllands Politi mener derfor, at det mandlige vidne befandt sig lige omkring gerningsstedet, da drabet skete, og kan derfor være i besiddelse af vigtige observationer.
Det efterlyste vidne beskrives som:
- Mand
- 35-55 år
- Med kort hår og lys i huden
- Dansktalende
- Iført mørk jakke med pelskrave, mørke bukser og mørke sko
Hvis du er vidnet, eller hvis du har øvrige oplysninger i sagen, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.

