Enken til fiskeren der blev kvalt og banket ihjel: ‘Jeg havde på fornemmelsen, jeg ikke ville se ham igen’

Det kom som et chok – men alligevel ikke ganske uventet – da konen til den nu dræbte fisker, Alf Villum Jensen, fik besked om, at han var død.

“Jeg havde på fornemmelsen, at jeg aldrig ville komme til at se ham igen,” siger enken, Louise Villum Jensen, til tvmidtvest.dk

Hun havde en god grund til den dårlige fornemmelse.

Alf Villum Jensen var taget afsted med kutteren L.1 Inger Katrine 26. januar for at få noget erfaring, inden han søgte ind på skipperskolen. Men han var ikke just blevet modtaget med åbne arme.

LÆS OGSÅ: Se video: Mand blev kvalt og banket ihjel på denne kutter

Efter få timer havde han ringet hjem på sin mobiltelefon. Og det havde han gjort mange gange. Han virkede bange.

I en af de sidste samtaler havde han sagt, at han gerne ville brændes, når han en gang skulle herfra.

“Sådan noget ville Alf aldrig sige – i hvert fald ikke på sådan en alvorlig måde,” siger Louise Villum Jensen.

LÆS OGSÅ: Dødsfald på skib: Politiet sigter fem mand for drab

Hun fik beskeden om,, at hendes mand var død mandag i sidste uge. Onsdag blev de øvrige fem besætningsmedlemmer anholdt af politiet, da L1 Inger Katrine lagde til kaj i Thyborøn.

Torsdag blev de varetægtsfængslet. Alle fem er sigtet for drab, da obduktionen af liget antyder, at Alf Villum Jensen er blevet slået og sparket og til sidst kvalt.

De fem sigtede nægter sig skyldige.