Havskildpadde, der normalt holder til i varmere dele af verdenshavene, skyllede før jul i land i Nordjylland.
En havskildpadde, der er mest udbredt i tropiske og subtropiske dele af verdenshavene, skyllede 23. december i land ved Slettestrand i Nordjylland.
Det oplyser Nordsøen Oceanarium i et opslag på Facebook, og her beskrives fundet som “lidt af en sensation”.
Det var en kvinde og hendes søn, der under en spadseretur langs stranden efter stormen “Pia” fandt skildpadden, som var død.
De indberettede fundet til Nordsøen Oceanarium, der først nu har meldt ud om fundet.
Oceanariet antager, at det er tale om en havskildpadde af arten “uægte karette”.
Det er ifølge opslagsværket Denstoredanske.dk verdens største nulevende havskildpadde.
Det forekommer især i de tropiske og subtropiske dele af verdenshavene, fremgår det.
– Hvor skildpadden kommer fra, ved vi ikke med sikkerhed. Men det mest sandsynlige er, at den er drevet med Golfstrømmen hele vejen fra USA’s østkyst og er skyllet i land under stormen.
– Det hænder, at arten skyller i land på de britiske øer, og enkelte dyr svømmer hele vejen nord om Skotland og ind i Nordsøen, hvor de kan ende på danske strande, skriver oceanariet.
En havskildpadde af arten uægte karette kan opnå en skjoldlængde på 1,1 meter med en vægt på cirka 135 kilo. I sjældne tilfælde kan den blive mere end to meter lang og veje over 500 kilo.
Skildpadden, der skyllede i land i Nordjylland, måler dog kun cirka 30 centimeter i længden. Derfor vurderer oceanariet, at der er tale om et ungt dyr.
Det er sjette gang siden 1971, at en havskildpadde af arten “uægte karette” registreres i danske farvande.
Den døde havskildpadde er nu blevet afhentet af Statens Naturhistoriske Museum.
Målet er at indsamle genetisk information fra dyret, så forskerne kan kortlægge skildpaddens præcise oprindelse.
/ritzau/