En 61-årig mand er død efter arbejdsulykke hos Arla

ARKIVFOTO

En 61-årig mand har natten til lørdag mistet livet hos Arla i Videbæk, der ligger vest for Herning

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Ulykken er sket i en vaskehal, hvor Arlas lastbiler bliver vasket.

“Han kommer i klemme i den hydrauliske skydedør på traileren,” fortæller politiets vagtchef Anders Olesen til Ritzau.

Kollegaer til den 61-årige fandt ham svært tilskadekommen i en skydedør. Her tilkaldte de en ambulance og begyndte straks livredende førstehjælp.

Ritzau oplyser dog, at manden var afgået ved døden, da lægen og redderne nåede frem.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge ulykken og fastslå, om alle regler er overholdt.

De pårørende er underrettet.