
Nordjyllands Beredskab er torsdag eftermiddag rykket ud til Lufthavnsvej i Aalborg, hvor en bus er brudt i brand.
Det drejer sig om en ældre bus, der er brudt i brand, mens et hold buschauffører var på efteruddannelse på det køretekniske anlæg der ligger på stedet.
Det beretter Nordjyske.dk.
Branden opstod, mens der var elever i bussen.
– Men de er ude, siger Dorte Nielsen, der arbejder på det køretekniske anlæg, til mediet.
Hun fortæller, at man forsøgte at slukke branden med ildslukkere på stedet.
– Men det var ikke nok. Der er stort set ikke noget tilbage af bussen. Det var en luftbælg, der sprang, og så gik der ild i skidtet, siger Dorte Nielsen.
Røgen fra busbranden kunne ses på lang afstand.


