Elev til Presse-fotos.dks fotograf: En dreng jagtede en anden dreng med kniv

Politiet er lige nu til stede ved en skole i Kolding – en elev fortæller, at en dreng har jagtet en anden dreng med en kniv

Presse-fotos.dks fotograf var omkring klokken 13.30 til stede ved Marielundskolen i Kolding.

”Jeg kom forbi og spottede nogle politibiler på parkeringspladsen. Jeg spurgte en dreng, om der var sket noget, og han sagde, at en dreng havde haft en kniv med i skole og jagtede en anden dreng,” fortæller Presse-fotos.dks fotograf.

Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi kan dog endnu ikke melde noget klart ud.

”Vi er ude i området og er ved at få et overblik. Mere kan jeg ikke sige lige nu,” fortæller vagtchefen.

En dreng ude ved skolen har fortalt, at en anden dreng har jagtet rundt med en kniv, er det sandt?

”Det kan jeg hverken be- eller afkræfte er sandt.”

Hvorfor kan du ikke det?

”Vi er ude i området, og jeg vil ikke melde noget ud, før jeg ved det med sikkerhed.”

Hvad lød den indledende anmeldelse så på?

”… Der havde været et mistænkeligt forhold.”

Vagtchefen kan dog oplyse, at der ikke er fare på færde ude på eller omkring skolen.

”Hvis der stadig var grund til bekymring, havde vi meldt noget ud. Der er heller ikke nogen, der er kommet til skade ifølge vores oplysninger,” siger han.

Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 13.18, der er ingen der er blevet anholdt.