Eksplosion på rocker-adresse

Natten til tirsdag lød et højt brag i tatovørforretningen Royal Ink i Aalborg, der ifølge Nordjyske er ejet af et højtstående medlem af rockergruppen Comanches afdeling i byen

Nordjyllands Politis teknikere har sammen med Forsvaret tirsdag arbejdet på Bispensgade i det centrale Aalborg i forbindelse med en eksplosion i en tatovørforretning.

Politiet modtog anmeldelsen om forholdet i nat klokken 02.45 og rykkede sammen med brandvæsnet hurtigt ud til adressen.

Her kunne man konstatere, at der var sket en eksplosion, og der var røgfyldt – men der var ingen flammer.

Vicepolitiinspektør Frank Olesen fortæller, at alt tyder på, at eksplosionen er en forsætlig handling.

”Det viser vores fund og undersøgelser på gerningsstedet. Men et nærmere motiv eller mulige gerningspersoner kan vi ikke komme ind på på nuværende tidspunkt. Det skyldes et hensyn til vores arbejde. Vi er fortsat i færd med at efterforske og undersøge de nærmere omstændigheder, ” siger Frank Olsen.  

Mediet Nordjyske skriver dog, at Royal Ink, hvor eksplosionen skete, er ejet af Christian Nyholm Meyer, der er et højtstående medlem af rockergruppen Comanches MCs afdeling i Aalborg.

SE OGSÅ: TO ASYLANSØGERE TRAK TEENAGER IND I GYDE OG VOLDTOG HENDE

Forsvarets sprængstofeksperter og Nordjyllands Politis teknikere oplyser dog tirsdag formiddag, at ingen personer er kommet til skade, mens heller ingen har været i direkte fare.

”Vi ser med stor alvor på sagen. Det er en rystende oplevelse for mange af de beboere, der bor i området – og det er en helt uacceptabel og potentielt farlig adfærd, såfremt man forsætligt har bragt et stykke fyrværkeri til sprængning inde i en bygning i tæt bebyggelse. Og har man set noget eller har informationer i sagen, så kan man ringe til os på telefon 114,” siger vicepolitiinspektør Frank Olesen.

Ifølge Nordjyllands Politi var det et kanonslag, der eksploderede og skabte skader på butikken.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til episoden.

Presse-fotos.dk følger sagen …