Ejer af eventcenter erkender uagtsom manddrab

Forlystelsesvirksomheden Bowl’N’Fun i Esbjerg erklærer sig skyldig i uagtsomt manddrab, efter at en 29-årig tjenerelev døde i en gokartulykke sidste år.

Det skriver TV Syd.

Mandag behandler Retten i Esbjerg sagen, og her skulle den endelige dom og strafudmåling også være afsagt. Men det er udskudt til onsdag klokken 09.00.

Ifølge TV Syd mener advokaten, der repræsenterer virksomheden, at straffen skal lyde på dagbøder på 25.000 kroner i alt.

Anklageren kræver, at der gives en bødestraf på mellem 250.000 og 500.000 kroner.

Det var under et personalearrangement hos Bowl’N’Fun, at 29-årige Daniel Lee Ellis mistede livet. Han blev ramt i brystet af et tre centimeter tykt stålrør.

LÆS OGSÅ: EJER AF EVENTCENTER TILTALT FOR UAGTSOMT MANDDRAB

Røret stak ind på gokartbanen og gennemtrængte gokarten, inden det kvæstede den 29-årige dødeligt.

Efter anklagemyndighedens opfattelse var Bowl’N’Fun, som ejer gokartbanen på Glarmestervej i Esbjerg, ansvarlig for, at banen ikke var forsvarligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken.

I forbindelse med mandagens retsmøde talte TV Syd med offerets far, som var til stede i Retten i Esbjerg.

– Vi er glade for, at skyldsspørgsmålet er erkendt, siger John Jensen.

– Vores interesse er sådan set, at det ikke kan ske igen, nogensinde, siger han til TV Syd.

Ifølge TV Syd er årsagen til, at domsafsigelsen er udskudt, at dommeren har brug for at nærlæse rapporter fra Teknologisk Institut og en bilinspektør. Rapporterne handler om barrieren, dens stand, og hvordan banen så ud.

Bowl’N’Fun har siden ulykken bygget en ny gokartbane.