Efterlyst gerningsmand er fortsat på fri fod efter voldsomt knivoverfald på Bornholm – politiet kan ikke udelukke, at han er taget til fastlandet

Den efterlyste 35-årige Brian Rønn Nielsen er stadigvæk ikke blevet pågrebet af politiet, efter et voldsomt knivoverfald i Rønne mandag eftermiddag, hvor en 46-årig mand blev stukket flere gange med kniv i mave- og brystregionen. 

Den 46-årige er i kritisk tilstand og blev mandag aften fløjet med helikopter til Rigshospitalet for at få behandling. Du kan læse mere om det her.

Tirsdag sagde Bornholms Politi til Presse-fotos.dk, at man mente, at den efterlyste Brian Rønn Nielsen gemmer sig et sted på solskinsøen. Men politiet siger nu, at de ikke kan afvise, at den eftersøgte kan være sluppet væk fra øen ved at tage en færge eller et fly til fastlandet i enten Sverige eller Danmark. 

“Det kan vi ikke udelukke, men vi har et rigtigt godt samarbejde med lufthavnen og færgeselskabet, som har fået udleveret billeder af den eftersøgte,” fortæller kommunikationsansvarlig ved Bornholms Politi, Eva Bundegaard. 

Eva Bundegaard fortæller videre, at Bornholms Politi har haft betjente stående ved færgeovergange og i lufthavnen for at foretage tjek af passagerne. 

Bornholms Politi understreger, at de fortsat arbejder ud fra teorien, om at Brian Rønn Nielsen gemmer sig et ukendt sted på Bornholm. 

Det voldsomme knivoverfald fandt sted kort efter kl. 17 mandag eftermiddag på Fabriksvej i Rønne, hvor Brian Rønn Nielsen og det 46-årige offer bor. Bornholms politi har tidligere udtalt, at de to mænd kender hinanden. Du kan se billederne fra det blodige knivoverfald her.

Den formodede gerningsmand flygtede fra stedet på cykel efter knivoverfaldet mandag. Politiet beskriver ham, som almindelig af bygning, 178 cm, iført mørk jakke og mørke bukser.

Adressen, hvor knivoverfaldet fandt sted, ligger ikke langt fra værestedet Fabriksvej, som er et åbent og anonymt tilbud til socialt udsatte borgere, der ofte har misbrugsproblemer. På værestedet er der også tilknyttet lejligheder, som borgerne benytter. Begge mænd havde adresse her oplyser politiet.

Bornholms Politi kan kontaktes på 56901448, hvis man har oplysninger i sagen.