Efterlyser vidner: Politiet leder efter bilister i drabssag

En 21-årig mand blev den 8. marts dræbt af skud i Viby.

Derfor leder Østjyllands Politi nu efter vidner, der var til stede i krydset ved Ringvej Syd/Søndervangs Allé omkring gerningstidspunktet.

Helt konkret leder politiet efter personerne i fem biler, som er set på overvågningskameraet i krydset kort efter klokken 00.50, hvor den 21-årige blev skudt.

På det forkerte sted på det forkerte tidspunkt

Ifølge politiet skete drabet i al sandsynlighed, fordi den 21-årige var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alt i politiets efterforskning peger nemlig på, at han var et tilfældigt offer.

”Vores konklusion er, at den 21-årige var en sagesløs ung mand, som absolut ingen forbindelse har haft til det kriminelle miljø eller bandemiljøet. Han var alene i sin bil og på vej hjem, da han af ukendte årsager blev ramt af skud og på tragisk vis afgik ved døden, ” siger politiinspektør Brian Voss Olsen. 

Ring 114 hvis du har oplysninger

Politiet efterlyser blandt andet en lille hvid bil af ukendt mærke, der kørte ad Søndervangs Allé i nordlig retning omkring kl. 00.53. Bilen kørte ligeud i krydset Søndervangs Alle/Ringvej Syd og forstsatte ad Søndervangs Allé. Denne bil er markeret med rødt på kortet.

Derudover efterlyser de en lille grå bil, der muligvis er en Kia Picanto eller Fiat Panda, som kørte ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svingede i krydset til venstre ad Ringvej Syd. Denne bil er markeret med blåt på kortet.

Et køretøj af ukendt størrelse og farve kørte ca. samme tid med høj hastighed ad Ringvej Syd i østlig retning og igennem krydset. Denne bil er markeret med sort på koret.

Kort før kl. 00.54 kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Ringvej Syd og svinger til venstre i krydset, hvor den er ved at kollidere med et andet køretøj. Denne bil er markeret som en grøn pil.

Ca. samme tid kører et køretøj af ukendt størrelse og farve ad Søndervangs Allé i nordlig retning og svinger i krydset til venstre ad Ringvej Syd. Blå pil på kortet.

Politiet opfordrer enhver, der befandt sig i en af de beskrevne biler til at ringe til Østjyllands Politi på 114.

”Vi vurderer, at personerne i de fem konkrete biler potentielt kan være vigtige vidner, og derfor vil vi meget gerne i kontakt dem. Samtidigt vil jeg gerne sende en stor tak til de mange borgere, der allerede har henvendt sig med tips, observationer og videoovervågning. Det har været en stor hjælp, ” siger Brian Voss Olsen.

Kortet over de efterlyste bilers færden natten til d. 8 marts.