Efter terrorangreb: Gerningsmand stadig på fri fod

Den mistænkte i dobbeltdrabssagen fra Belgien er inspireret af Islamisk Stat og stadig på fri fod, lyder det

Trods nattens anstrengelser er det stadig ikke lykkedes politiet i Belgien at anholde manden, som er mistænkt for at dræbe to svenskere i hovedstaden Bruxelles mandag aften.

Det oplyser landets premierminister, Alexander De Croo, ifølge det belgiske nyhedsbureau Belga på et pressemøde tidligt tirsdag morgen.

De Croo bekræfter flere mediers spekulationer om, at den mistænkte er en tunesisk immigrant, som har opholdt sig ulovligt i Belgien.

Han siger desuden, at den mistænkte er inspireret af den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat.

Trusselsniveauet i Bruxelles er efter episoden blevet hævet til niveau 4, som er landets højeste, mens det i resten af landet er på niveau 3.

I Bruxelles vil der været en markant øget polititilstedeværelse i gaderne, og i særligt følsomme områder – for eksempel der hvor svenskere ofte kommer i hovedstaden – vil der være ekstra beskyttelse, siger Alexander De Croo.

Han opfordrer desuden alle borgere i Bruxelles til at være på vagt.

Myndighederne skal mødes under Det Nationale Sikkerhedsråd klokken 15.00, hvor man vil vurdere, om tiltagene kan løsnes.

Alexander De Croo udtrykker på pressemødet sin dybeste medfølelse med “de to svenske statsborgeres familier og venner”.

Han omtaler gentagne gange drabet som en “terrorhandling”.

– Terrorisme er rettet mod folk alle steder. Gerningsmændene prøver at indgyde frygt, mistillid og opdeling i vores frie samfund. Terrorister skal forstå, at de aldrig kommer til at lykkes med deres formål.

– De kommer aldrig til at kunne undertvinge vores frie samfund, siger han.

/ritzau/