Efter mange timer: Fortsat massive problemer med togene

Problemer med nyt digitalt signalsystem vil påvirke togdrift fredag morgen og formiddag, oplyser Banedanmark.

Der er stadig udfordringer med det digitale signalsystem i det vestlige Danmark tidligt fredag morgen, og det kommer til at påvirke togdriften.

Det skriver Banedanmark på det sociale medie X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

– Vi arbejder på at løse problemet og melder ud, når der er en prognose. Problemerne betyder, at der på flere strækninger kører færre afgange fra morgenstunden, lyder det.

Banedanmark kommer ikke nærmere ind på, hvad “det vestlige Danmark” nærmere præcist er, eller hvilke strækninger der vil have færre afgange.

På DSB’s hjemmeside fremgår det, at der kører færre tog mellem Aarhus H og Aalborg Station samt Aalborg Lufthavn fredag morgen og eftermiddag.

– Vi kører én gang i timen med vores InterCity-tog. InterCityLyn-tog kører ikke. Der er bestilt togbusser til at supplere togene, men vi mangler at få dem bekræftet, lyder det på hjemmesiden.

Togdriften blev torsdag indstillet i store dele af Jylland på grund af problemer med det digitale signalsystem. Enkelte steder sad personer fanget i tog, der ikke kunne komme ind på stationerne.

Samtidig med signalfejlene på de jyske jernbanestrækninger havde telekommunikationsvirksomhederne TDC Net og YouSee problemer med mobilnettet landet over.

Det påvirkede nettet i en sådan grad, at nogle borgere ikke kunne ringe 112. Politi og beredskab sendte derfor alle mand ud i landet, så man i en nødsituation kunne tage kontakt til myndighederne på gaden.

Driftsforstyrrelser på TDC’s mobilnetværk påvirkede også Banedanmark, lød meldingen fra Center for Cybersikkerhed torsdag.

Togdriften begyndte at nærme sig normal drift torsdag aften.

Banedanmark er i gang med at udskifte de gamle analoge togsignaler med nye digitale signalsystemer. De er allerede implementeret på en række strækninger.

Ifølge Banedanmarks hjemmeside sker arbejdet frem imod 2033. Danmark bliver det første land, som udruller digitale signalsystemer til hele landet.

/ritzau/

Torsdag aften er der sket et voldsomt uheld, som har kostet en kvinde livet.