Efter brand i Esbjerg: Mand fløjet til Rigshospitalet

En mand er fløjet til Rigshospitalet i København, da han formentlig er blevet røgforgiftet under en brand på Skolegade i Esbjerg tidligere tirsdag.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Manden blev tidligere tirsdag reddet ud af den brændende lejlighed.

Skolegade har i den forbindelse været spærret af, og politiet meddeler tidligt tirsdag aften, at de vil være tilstede i området i et stykke tid endnu.

“Vi er ved at undersøge brandstedet – herunder hvordan branden er opstået. Den del af sagen kan vi derfor ikke sige noget om endnu,” siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Mads Dammark, til presse-fotos.dk