Ebbe Preisler i grundlovsforhør: Nyt i sagen

Ebbe Preisler er sigtet for at have dræbt sin hustru på et plejehjem for derefter at forsøge selvmord

Retssal 23 er stuvende fuld lørdag eftermiddag, hvor mindst 30 pårørende og journalister er mødt op til et grundlovsforhør i Dommervagten i København om det, som politiet mener er et drab.

Hovedpersonen i sagen er den 81-årige Ebbe Preisler.

Han er sigtet for at have dræbt sin et år yngre hustru med en overdosis metadon på plejehjemmet Dronning Anne-Marie Centret på Frederiksberg mellem 26. december om aftenen og 27. december om morgenen.

Hans forsvarsadvokat, Knud Meden, fortæller, at den 81-årige mand, som er tidligere dokumentarist, nægter sig skyldig i drab.

Under grundlovsforhøret er Ebbe Preisler mødt op i mørkt tøj og har taget plads i vidneskranken i midten af retssalen.

Han skal afgive forklaring, men det skal ske bag lukkede døre, beslutter dommeren. Hans advokat argumenterer ellers for, at pressen og tilhørerne får lov til at høre Ebbe Preisler sætte ord på sin rolle i sagen.

Flere pårørende går op til ham og giver ham et knus på vej ud af retssalen.

Ebbe Preisler forsøgte tilsyneladende at begå selvmord efter at han – ifølge politiet – gav sin hustru en overdosis medicin.

Han overlevede selv, men var ikke i stand til at møde op, da der allerede onsdag blev afholdt et grundlovsforhør.

Derfor skulle der afholdes et nyt, så snart den 81-årige mand var i en tilstand, hvor han kunne møde i retten.

Ebbe Preisler og hans hustru fik i september bragt en kronik i Politiken, hvor de fortalte, at de ønskede hjælp til at afslutte livet sammen. Ebbe Preislers hustru, Mariann Preisler, var alvorligt syg med Parkinson.

Selv lider han af både lungesygdommen KOL og kræft.

Ved onsdagens grundlovsforhør var dørene åbne under hele retsmødet. Her kom det frem, at personalet på plejehjemmet tidligt om morgenen 27. december fandt Mariann Preisler død i hendes seng.

På hendes natbord lå et afskedsbrev underskrevet af hendes mand. Her takkede han personalet på plejehjemmet for deres indsats, og han skrev, at han havde givet sin hustru en dødbringende dosis medicin.

Årsagen var, at hun følte sig “træt, ufri og magtesløs”.

Ved onsdagens retsmøde fastslog dommeren, at der var tilstrækkeligt grundlag til at varetægtsfængsle den 81-årige mand på baggrund af sigtelsen for manddrab.

Han blev ikke fængslet for at have overtrådt straffelovens paragraf 239, der handler om “medlidenhedsdrab”.

Det skyldtes, at dommeren vurderede, at der på daværende tidspunkt ikke var noget, der tydede på, at Mariann Preisler havde givet samtykke til drabet eller havde været i en tilstand, hvor hun kunne give det.

Når Ebbe Preisler har afgivet forklaring i lørdagens retsmøde, og den mødende anklager har fremlagt sin dokumentation, skal dommeren beslutte, om der stadig er grundlag for at varetægtsfængsle Preisler.

/ritzau/