
Det er takket være en dygtig politihund, at tre personer torsdag fik lange fængselsstraffe, efter at hunden fandt poser med heroin, der var gemt i en kælder.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En 26-årig mand og en 28-årig kvinde blev ved Retten i Aarhus hver især idømt fem et halvt års fængsel i sagen. En 28-årig mand blev idømt seks et halvt års fængsel, da han bl.a. også blev dømt for at have forsøgt at fabrikere beviser og falske vidneforklaringer.
Den 23. september 2021 var en hundepatrulje på opgave i Bispehaven i det nordvestlige Aarhus. Da de var færdige med deres opgave, fandt politihunden tilfældigvis en mindre mængde hash ved en bygning.
LÆS OGSÅ: Fra midnat er det ulovligt: Lattergas forbudt
Det fik politiet til at undersøge området nærmere, og da de kom forbi nogle uaflåste kælderrum, viste hunden ualmindelig stor interesse. Den snusede sig hurtigt frem til adskillige poser med heroin, der var gemt i kælderen, og det endte med, at politiet beslaglagde ca. 1,8 kilo af det farlige stof.
Ud over stofferne fandt politiet blandt andet en presser til forarbejdning af narkotika, digitalvægte og andet, der tydede på, at heroinen blev forarbejdet med henblik på overdragelse.
Politiet foretog sporsikring på stedet, og via tekniske spor – særligt DNA-spor- og meget grundig efterforskning fandt Østjyllands Politi efter nogle måneder frem til de to mænd og kvinden, der blev anholdt og varetægtsfængslet.
LÆS OGSÅ: Lastbil har tabt sættevogn på motorvejen: Spor bliver spærret i timevis
”En hundesnude og en god politinæse resulterede i et stort fund af heroin, som i første omgang ikke kunne tilknyttes nogen. Det var godt og grundigt politiarbejde fra start til slut, der gjorde udslaget i denne sag samme med DNA-sporene. Det er ikke ofte, vi ser så store mængder heroin, og det belyser også sagens alvor. Der er uden tvivl tale om en god dom, som jeg er meget tilfreds med. Den lange fængselsstraf afspejler heroins farlighed og den store mængde,” siger anklager Pia Udbye i pressemeddelelsen.
De tiltalte nægtede alle forholdet om besiddelse af heroinen. To af de tiltalte ankede dommen til Vestre Landsret på stedet, mens den sidste udbad sig betænkningstid.